I Frederikssund Kommune arbejder vej- og skoleforvaltningerne, Nordsjællands Politi samt trafiklærere og skoleledelser på folkeskolerne, privat- og friskolerne sammen i det formaliserede samarbejde, som vi kalder Vej-Skole-Politi-samarbejdet. Det består af et netværk, hvor de nævnte parter mødes 4-5 gange om året, med Vej og Trafik som facilitator af netværket. I netværket koordineres og udvikles trafikundervisningen på skolerne, og trafikale forhold ved skolerne drøftes. Én gang om året deltager skolernes ledelse på et møde, så der er ledelsesmæssig sparring og beslutning om samarbejdet.
Parterne i Vej-Skole-Politi-samarbejdet i Frederikssund Kommune.
Trafikundervisning i skolerne
Danmark har tilsluttet sig UNECE’s Convention on Road Traffic (”Wienerkonventionen”) og har dermed forpligtet sig til at sørge for, at der undervises i trafiksikkerhed på alle skoleniveauer. Trafikundervisningen er i folkeskoleloven obligatorisk på alle trin men et timeløst fag, hvilket kan medføre, at det kan være svært at få gennemført undervisningen.
I Frederikssund Kommune tager skolerne rollen på sig ved at tilbyde god trafikundervisning til alle klassetrin. I Vej-Skole-Politi-samarbejdet har vi derfor udarbejdet et årshjul for det fælles forpligtende samarbejde samt indhold af trafikundervisning og trafikaktiviteter på skolerne. Årshjulet besluttes i Vej-Skole-Politi-organisationen på et netværksmøde hvert år i foråret, så det kan indgå i planlægningen af det kommende skoleår. En meget værdifuld aktivitet i trafikundervisningen på skolerne er den årlige Trafikdag, hvor alle skoler har trafikundervisning på alle årgange samtidig efter en fælles undervisningsplan og fælles undervisningsmaterialer.
Store elever hjælper mindre elever med gåprøven i Skibby.
Trafikpolitikker på skolerne
Et andet sted, hvor det er vigtigt, at samarbejdet er forankret og i fokus, er i skolernes trafikpolitikker. En trafikpolitik er skolens dokument om, hvad skolen gør for at ruste børn og unge til at færdes sikkert i trafikken. En trafikpolitik sætter rammerne for trafikundervisningen, for trafikvaner hos børn og unge samt for trafikmiljøet og trafikafviklingen omkring skolen. Når skolen har en trafikpolitik, så kan vejforvaltningen bedre i et samarbejde med skolen skabe sikre skoleveje, fordi der arbejdes på flere parametre.
Trafikundervisning, herunder en årlig trafikdag, er indskrevet i skolernes trafikpolitikker.
Forældrenes rolle
Det vigtigt, at børn og unge lærer, hvordan man skal færdes i trafikken, og hvordan man er en ansvarsfuld trafikant. De 15-årige unge står over for de 10 farligste år i trafikken, fordi de 15-24-årige fylder i statistikken over døde og tilskadekomne i trafikken, selv om de udgør en forholdsvis lille andel af den samlede befolkning.
For at ruste de unge til at undgå alvorlige trafikulykker spiller både skolerne og forældrene en vigtig rolle. Forældrene skal træne at færdes i trafikken med de mindre børn, og de må ikke give slip på de unge, selv om mange forældre oplever, at deres rolle, når de når den alder, er ved at være udspillet. Det er ikke kun de unge, som skal blive bedre til at passe på sig selv. Forældrene skal også blive bedre til at tage ansvar for, at de unge kommer sikkert igennem teenageårene i trafikken.
Cykeltræning for de mindste børn - voksne som gode rollemodeller.



