Grøn transport - adfærd og transportvaner

Frederikssund Kommune deltager i DK2020-klimapartnerskabet, og kommunens Klimaplan 2045 sætter retningen for at blive en fossilfri kommune. En ny trafikplan skal derfor arbejde for Klimaplanens mål om at reducere CO2-udledningen med 80 % i 2030 og at være CO2-neutral i 2045.

CO2-udledningerne kommer fra primært tre sektorer: Energi, transport og landbrug. Transporten udgør 23 % af den samlede CO2-udledning i Frederikssund Kommune, og langt hovedparten kommer fra biltrafikken.

Der er overordnet tre muligheder for at reducere udledningerne fra transporten:

  • Begrænse eller helt undgå behovet for at transportere sig
  • Overflytte transporten til grønne transportformer som fx cykling og kollektiv transport
  • Forbedre transporten ved at omstille til fossilfrie brændsler og effektivisere 

Figur fra oplæg i Klimaalliancen i Østdanmark i 2026 der illustrerer de tre overordnede strategier for at reducere udledningerne fra transporten (figuren er udarbejdet af Concito).

Hvis der skal overflyttes til grønne transportformer, så skal der arbejdes på at gøre det naturligt at cykle eller benytte den kollektive trafik, så brugen af bil begrænses. Det handler om at få flere til at cykle, og om at skabe sikre og gode cykelforbindelser, så cyklen bliver det naturlige valg til skole, til arbejde eller bare fritidsturen. Det handler også om at skabe bedre sammenhæng mellem land og by og skabe et attraktivt alternativ til bil nummer to.

Borgernes transportvaner

Vi ved om trafikken i Frederikssund Kommune, at det er en bilkommune forstået på den måde, at mange husstande har to eller flere biler. Andelen af husstande med to eller flere biler er 24 %, hvor landsgennemsnittet er 18 % (Kommuneatlas 2025). På Danmarks Statistik fremgår det, at 18 % af husstandene i kommunen ejer en elbil pr. 31. december 2025.

Bilen er det primære transportmiddel, hvilket 73 % svarede i borgerundersøgelsen til mobilitetsplanen, mens 12 % svarede, at det er kollektiv transport, og 9 % at det er cyklen. Bilen er også langt overvejende det hurtigste transportmiddel – til pendling mellem bolig og arbejde på trods af to S-togsstationer og gode buslinjer i kommunen. Bilen bliver også brugt af mange selv på de korte ture under 5 km. Generelt svarer borgerne, at de er godt tilfredse med muligheden for at komme frem i bil og muligheden for at parkere.

Næsten hver fjerde borger ejer ikke en cykel. Det gælder særligt ældre borgere over 65 år, men også en stor andel af borgere i aldersgruppen 25-34 år. Til gengæld ejer 19 % af borgerne en elcykel, og det tal ser ud til at være i vækst på landsplan. Kommunen har som udgangspunkt et godt stinet og god kollektiv trafikbetjening, og der er også flere borgere, som er tilfredse med disse forhold, end borgere som er utilfredse. Alternativet til bil findes således de fleste steder, men alligevel er der mange, som ikke benytter det.

Udvikling i pendlingen

I forbindelse med udarbejdelse af Mobilitetsplan 2023 blev der udført en analyse af pendlingstal fra Danmarks Statistik for årene 2008 og 2020. Den viste, at udpendlingen udgør den største andel. I alt pendler 13.353 personer ud af kommunen for at komme på arbejde, mens 7.002 pendler ind. Den interne pendling udgør 9.214 – altså personer som både bor og arbejder i kommunen. Udpendlingen er fra 2008 til 2020 steget med 13 %, mens indpendlingen er steget med 14 %, og den interne pendling er faldet med 19 %.

Den gennemsnitlige pendlingsafstand er i samme periode steget fra 21,7 til 24,1 km. Kortet nedenfor viser, hvordan pendlingsstrømmene fordeler sig geografisk i hovedkorridorer.

Pendlingsstrømme

Pendlingsstrømme i hovedkorridorer (blå pile er udpendling, gule pile er indpendling og grøn pil er intern pendling i kommunen)

Potentiale for overflytning af ture

Ved udarbejdelse af Mobilitetsplan 2023 blev der også set på potentialer for overflytning af ture til andre transportmidler med henblik på at undersøge muligheden for at flytte ture fra bil over til kollektiv trafik eller cykel. Der blev derfor udarbejdet nedenstående to kort, der viser, hvordan rejsetiderne er mellem bil og kollektiv trafik for ture ud af kommunen, og rejsetider mellem bil, kollektiv trafik og cykel for ture internt i kommunen.

Rejsetider internt

Rejsetider med forskellige transportmidler internt i kommunen

Rejsetider ud af kommunen

Rejsetider med forskellige transportmidler ud af kommunen

Det bliver tydeligt, at bilen er det hurtigste transportmiddel på langt de fleste forbindelser ud af kommunen, kun S-togsforbindelsen mellem Frederikssund og København kan konkurrere med bilen.

Bilen er også det hurtigste transportmiddel på ture internt i kommunen, men kollektiv trafik er tæt på at være konkurrencedygtig på forbindelser mellem Frederikssund og Slangerup samt Frederikssund og Jægerspris. På samme måde er cykelrejsetid på disse forbindelser også overkommeligt - og med en elcykel måske endda endnu bedre.

 

Klimaplanen og mobilitetsplanen indeholder allerede en del mål på transportområdet, og nogle af dem er ført med videre over i denne trafikplan, da de også kan nås med de projekter og tiltag, som denne plan peger på.

Klimaplanen og mobilitetsplanen indeholder mange indsatser, der fokuserer på adfærd og transportvaner. Derfor fokuserer resten af denne trafikplan mere på analyser og kortlægninger, der peger på fysiske projekter og tiltag på kommunens vej- og stinet.