Indledning

Frederikssund Kommune er med sine 250 km² den arealmæssigt næststørste kommune i Nordsjælland. Set i forhold til længden af det kommunale vejnet er kommunen også den med det næststørste kommunale vejnet i Nordsjælland. Frederikssund Kommune har 47.000 indbyggere og en stigende befolkningstilvækst. I de fire største byer bor ca. ¾ af borgerne, fordelt på lige knap 20.000 borgere i Frederikssund og Græse Bakkeby, 6.900 i Slangerup, 4.150 i Jægerspris og 3.100 i Skibby. Der er mange mindre landsbyer og der bor i alt ca. 7.000 borgere, mens resten knap 6.000 borgere bor i landdistrikterne.

Langt hovedparten af kommunens borgere bor således i større byer, men også et betydeligt antal borgere bor fortsat i mindre bysamfund eller i fritliggende boliger i det åbne land. Det betyder, at både biler, tog, busser og cykler er relevante transportmidler alt efter, hvor man befinder sig, og hvor man skal hen. I det åbne land er bilen måske det mest hensigtsmæssige, men mellem byerne og rundt i Frederikssund by er bussen og cyklen ofte et relevant transportmiddel. Det genererer en del sammensat trafik, som vi med arbejdet med Mobilitetsplan 2023 og nu denne nye trafikplan har forsøgt at analysere på og kortlægge.

Trafikplan 2026-2036 bygger på alle de trafikdata, vi som kommune råder over, og analyserne er udført på den baggrund. Planen munder ud i en lang række af projekter, som er samlet og prioriteret i henholdsvis en trafikhandlingsplan og en cykelstiplan.

Målsætningerne i Trafikplan 2026-2036 er fastsat frem til 2031, hvor første halvdel af planens periode er gået. På det tidspunkt gøres status på alle målsætninger, og ud fra det fastsættes mål frem mod 2036, hvor planen udløber.

I de kommende år sker der meget udvikling med Frederikssundmotorvejens 3. etape og udviklingen af Vinge. Trafikprojekter som følge af det er ikke medtaget i planen her, da det kører i sit eget spor og kræver særskilte investeringer efterhånden, som planlægningen skrider frem. Planen her har selvfølgelig taget højde for den planlægning og spiller sammen med den udvikling, som kendes på nuværende tidspunkt.

Dronefoto over en del af Frederikssund by.